Politiken trak igen-igen Trump-kortet og gjorde os alle dummere

Hvad skal man bruge politiske modstandere til, når man har Politiken? Det var den følelse, jeg sad med, da jeg forleden læste Michael Jarlners leder i Politiken.

For jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde har oplevet en politisk modstander komme med så skinger en kritik som den, Politiken leverer.

Årsagen til kritikken af Venstre var, at vores formand, Troels Lund Poulsen, for nylig fremsatte forslaget om at sænke Danmarks udviklingsbistand fra 0,7 procent af bni til 0,5 procent af bni.

Det er et finansieringsforslag i en tid, hvor markant øgede udgifter til forsvar og klimasikring mere eller mindre har tømt det økonomiske råderum. Skal vi også i fremtiden have råd til at udvikle både vores velfærdssamfund og vores sikkerhed, så skal vi finde pengene et sted.

Mere dramatisk er Venstres analyse sådan set ikke. Det er blot et stilfærdigt udtryk for en økonomisk ansvarlig ageren, hvor man finder pengene, før man bruger dem.

Det er mildest talt ikke den virkelighed, Politiken og Michael Jarlner lever i. Politiken trækker i stedet Trump-kortet. Venstre går med det forslag i Donald Trumps fodspor. Mindre kan simpelthen ikke gøre det.

Og det er rigtigt, at Trump har sænket udviklingsbistanden, men så stopper lighederne mellem Trump og Venstre så også der.

For Trump har ikke bare sænket USA’s udviklingsbistand. Han har de facto lukket det amerikanske udviklingsagentur, USAid, hvilket betød, at 83 procent af landets udviklingsprojekter måtte lukke.

Til sammenligning vil Danmark med Venstres foreslåede besparelse stadig være i top-8 over de lande i verden, der giver mest til udviklingsbistand. Det skal vi være stolte af!

Uanset om vi giver 0,5 procent eller 0,7 procent er der simpelthen ikke nogen, der med rimelighed i stemmen vil kunne sige, at Danmark ikke yder sin del.

Det er desværre ved at blive lidt af en vane for Politiken at komme med usaglig kritik af Venstre, der belejligt tilsidesætter nuancer, og som derfor kommer til at være fuldstændig ude af proportioner. Eksemplerne er flere.

Jeg anerkender og accepterer, at Politiken har et andet politisk ståsted end Venstre. Man må hjertens gerne være uenige med os.

Men jeg synes helt ærligt, at avisen må spørge sig selv, hvor meget negativ kampagne man kan føre mod ét parti, før det begynder at blive problematisk. Hvor meget kan man som medie tillade sig at skrue op for retorikken i en tid, hvor den politiske debat allerede er så rigeligt polariseret? Hvornår bliver det trods alt for skingert?

Af Hans Andersen, MF og Venstres gruppeformand

Politiken, 26. februar 2026

Vi kan kun bidrage globalt, hvis vi først står stærkt hjemme

På et fly siger de tit, at du først skal tage iltmasken på dig selv, før du kan hjælpe andre. Det samme kan man sige om et land: Hvis Danmark skal kunne bidrage internationalt, må vi først sikre vores egen velfærd og sikkerhed.

Danmark har i årtier taget et stort internationalt ansvar, og det vil vi fortsat gøre. Men verden omkring os er blevet mere uforudsigelig, præget af konflikter og stormagtsinteresser, som udfordrer vores sikkerhed og stabilitet.

Derfor foreslår Danmark at sænke udviklingsbistanden fra 0,7 til 0,5 procent af BNI. Det er ikke en let beslutning, men en nødvendig prioritering. Forslaget frigør omkring 6,5 milliarder kroner årligt, som skal bruges på det, der presser sig mest på: kernevelfærd og sikkerhed.

Venstre mener, at tryghed først og fremmest starter tæt på borgerne - i sundhedsvæsenet, ældreplejen og for vores børn. Samtidig handler ydre tryghed om et stærkt forsvar, vores bidrag til NATO og Danmarks evne til at beskytte Europa i en mere urolig verden.

Under Venstre er forsvarsudgifterne løftet fra 1,36 procent af BNP i 2022 til 3,5 procent i 2026. Vi har øget tilstedeværelsen i Baltikum, intensiveret indsatsen med Frontex og ydet betydelig støtte til Ukraine. Selv med en reduceret bistand vil Danmark fortsat ligge blandt de mest markante internationale bidragsydere.

Ressourcerne er ikke uendelige. For at kunne styrke både forsvar og velfærd må vi prioritere og pege på, hvor finansieringen kommer fra. Et stærkt Europa, der kan stå på egne ben, er samtidig en investering i en mere stabil og fredelig verden, til gavn for lande, der i dag befinder sig i stormagternes krydspres.

Det ville være ønskværdigt at kunne løfte alt på én gang, men ansvarlig politik handler om prioritering. Kun ved først at stå stærkt selv kan Danmark gøre en reel forskel for andre i en usikker verden.

Helsingør Dagblad, 26. februar 2026

Boligejere fortjener ro om deres hjem

Med Venstre for bordenden har Danmark været garant for en stram udlændingepolitik i et kvart århundrede.

Derfor står vi heldigvis et langt bedre sted end vores naboer i Sverige. Her har en naiv åbenhed over for mellemøstlig såkaldt ”kulturberigelse” bragt massiv bandekriminalitet, forråelse og utryghed med sig i et omfang, der flere steder gør landet uigenkendeligt.

Selvom Danmark er et udlændingepolitisk foregangsland i Europa, har vi fortsat store udfordringer der skal løses. Det gælder ikke mindst problemerne med de kriminelle udlændinge, der kvitterer for vores gæstfrihed ved at forpeste vores samfund med vold og voldtægter.

Desværre har den europæiske menneskerettighedsdomstol alt for længe holdt hånden under de forkerte og stået i vejen for, at vi kan smide kriminelle udlændinge ud af Danmark, selvom der er massiv politisk opbakning til det.

I Venstre bakker vi grundlæggende op om menneskerettighedskonventionen, der på mange områder er vigtig for små lande som Danmark. Men når menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionen potentielt kan betyde, at en kvinde, der er blevet voldtaget af en somalisk statsborger, risikerer at møde gerningsmanden på gaden igen efter endt afsoning, så er der noget helt galt.

Domstolen tager hensyn til de forkerte.

Dét stopper nu. Danmark er nemlig lykkedes med at samle et bredt flertal blandt de europæiske lande til at udfordre domstolen, så den ændrer sin praksis på området.

Vi forventer nu, at dommerne i Strasbourg vågner op og lytter: Danmark og Europa vil ikke længere være fristeder for utilpassede og voldelige udlændinge, der undergraver vores tryghed.

Derfor strammer vi nu grebet yderligere med Venstre og regeringens nye udvisningsreform. Fremover skal kriminelle udlændinge, der idømmes mindst et års ubetinget fængsel for alvorlig kriminalitet som eksempelvis grov vold og voldtægt, som det helt klare udgangspunkt udvises.

De underminerer vores retsfølelse og ødelægger det samtidig for de mange herboende udlændinge, der holder af Danmark og bidrager positivt til vores samfund.

Lad os derfor gøre det helt klart: I Venstre byder vi udlændinge velkommen, der kommer hertil for at arbejde og som tager vores værdier til sig. Dem har vi brug for. Men kommer man hertil og begår grov kriminalitet, så skal man ud med det samme. Så enkelt er det.

Vi skylder danskerne at stå fast. Langt flere kriminelle udlændinge skal ud af landet - og Venstre sikrer nu, at det sker.

Domstolen tager hensyn til de forkerte.

Af Hans Andersen, MF, og Marlene Ambo, MF

AvisenDanmark, 8. februar 2026

På døren står der »stillerum«, men lokalet er udsmykket med bedetæpper og religiøse symboler. Der er tale om et de facto bederum, og flere universiteter har nu klogelig valgt at lukke disse.

Men ikke Copenhagen Business School (CBS). Handelshøjskolen på Frederiksberg holder krampagtigt fast i en praksis, som både Syddansk Universitet og Københavns Universitet har valgt at stoppe.

Det lyder ellers så tilforladeligt med et rum, hvor man kan tage et øjebliks ro fra studierne og sidde uforstyrret i egne tanker. Det har bare vist sig, at rummene desværre ikke bliver brugt på den måde.

På Københavns Universitet blev det afsløret, at rummene var kønsopdelt, så mænd og kvinder ikke kan være der samtidig, ligesom der bliver holdt øje med, hvem der passer sin bøn, og hvem der ikke gør.

Som erhvervsjurist og muslim Irem Basaran Ulusoy i december fortalte til Kristeligt Dagblad, så blev man »anset for at være forkert eller ikke at være rigtig muslim«, hvis man ikke benyttede bederummene, da hun selv gik på CBS.

Det vidner om en praksis, som vi ikke kan eller vil acceptere finder sted på universiteterne. Kønsopdeling og social kontrol skal stoppes på stedet.

Derfor er jeg også stærkt kritisk over for, at CBS ikke følger de andre universiteters eksempel og får det stoppet. Det virker som et bevidst valg om at gå den modsatte vej, og det er politisk tonedøvt i mine ører.

CBS vil ikke oplyse, om bederummene er kønsopdelte. Men det er faktisk ikke hovedpointen. Problemet er, hvad der foregår i praksis.

Hvis ledelsen ikke engang kan eller vil være tydelig om rammerne, hvorfor skal vi så stole på, at bederummene ikke bliver brugt til at skubbe studerende ind i faste kønsroller og religiøse forventninger?

Uddannelsesinstitutioner skal være neutrale. De skal give unge mennesker muligheder og ikke gøre plads til forhold, der kan begrænse dem. Derfor mener Venstre, at bederum på uddannelsesinstitutioner bør forbydes.

Stod det til os, var det allerede sket. For det er ikke uddannelsesinstitutionernes opgave at indrette sig efter religiøse særhensyn, der risikerer at skabe parallelle miljøer og øge social kontrol.

CBS bør tage ansvar og gøre det samme som KU og SDU. Luk bederummene.

15.530 kroner mere i familiens årlige budget

En helt almindelig hverdag begynder sjældent med store politiske tanker. Den begynder med morgenmad, madpakker, børn der skal afleveres, en elregning i e-Boks og et hurtigt blik på kontoen for at se, om der stadig er luft i budgettet.

For mange danskere, uanset om man er børnefamilie, pensionist eller enlig, er det de faste udgifter, der fylder mest. El, mad, børnepasning og andre nødvendigheder kan man ikke vælge fra. Når priserne stiger, kan selv en sund privatøkonomi komme under pres.

Derfor arbejder Venstre for politik, der kan mærkes i hverdagen.

I 2026 giver vi skattelettelser for 16,3 milliarder kroner. Det betyder, at almindelige danskere får mere til sig selv. En funktionærfamilie med to børn får i gennemsnit over 15.000 kroner mere om året, et pensionistpar i egen bolig får mere end 10.000 kroner ekstra, og også enlige får et tydeligt større råderum. Det er politik, der mærkes på kontoen - ikke kun i regnearkene.

Samtidig gør vi det billigere at få hverdagen til at hænge sammen. Den midlertidige sænkning af elafgiften betyder lavere udgifter til strøm - omkring 3.600 kroner om året for en almindelig husholdning. Vi sænker forældrebetalingen i dagtilbud og forbedrer rammerne for privatinstitutioner og private pasningsordninger, så familierne får lidt mere ro i økonomien og lidt mindre stress i hverdagen.

Vi tager også ansvar for, at velfærd ikke skal føles som en økonomisk byrde. Derfor sænker vi egenbetalingen for madservice til ældre og personer med handicap. Et varmt måltid skal være en glæde - ikke en bekymring.

For Venstre handler politik om frihed og økonomisk tryghed. Vi tror på, at et land bliver stærkere, når borgerne får mere frihed til selv at disponere over deres egne penge.

Når morgenmaden er spist, børnene afleveret, og regningerne betalt, skal der være overskud tilbage - både i økonomien og i livet. Det er den hverdag, Venstre arbejder for.

Da Simon Arnfeldt fik job som industrioperatør i Novo Nordisk, var han naturligvis glad. Lønnen var god, og forholdene var bedre end på hans tidligere arbejdsplads.

Men allerede under introduktionsdagene blev han præsenteret for et ultimatum: Hvis du vil arbejde her, så skal du melde dig ind i den røde fagforening 3F, lød beskeden til den nystartede medarbejder. 

Sådan kunne man læse i Berlingske kort tid før jul, hvor Simon Arnfeldt berettede om et massivt pres fra kollegaerne hos medicinalgiganten for at melde sig ind i den røde fagforening.

Ville han arbejde i produktionen hos Novo, så havde han to valg: Melde sig ind i 3F eller forlade butikken, som han forklarede i Berlingske. 

Simon Arnfeldt er tilsyneladende langtfra den eneste lønmodtager, der er blevet udsat for den slags pres for at melde sig ind i en bestemt fagforening. 

En ny undersøgelse fra Verian viser, at næsten 500.000 danskere har følt sig presset til at melde sig ind i en bestemt fagforening på deres arbejdsplads. Andre undersøgelser har vist lignende tal.

At fagforeningerne på den måde ser stort på den enkeltes frihed, er dybt bekymrende.

For det er mennesker, der oplever at deres job, løn eller fremtid afhænger af, om de vælger den “rigtige” fagforening.

For i Danmark har vi frit fagforeningsvalg. Det har vi haft i årtier. Alligevel viser virkeligheden på mange arbejdspladser noget andet. Her er valget ofte kun frit på papiret.

Det forklarer måske, hvorfor problemet bliver ved. For der er stærke interesser i at bevare status quo. Men ingen skal føle sig tvunget til at melde sig ind i en bestemt fagforening for at passe ind på deres arbejdsplads. 

Det frie fagforeningsvalg er ikke et angreb på den danske model. Det er en forudsætning for dens legitimitet. Ingen skal føle sig tvunget til at melde sig ind i en bestemt fagforening for at passe ind eller beholde sit job. 

Så enkelt er det!

Vi skal ikke acceptere, at piger og unge kvinder gemmer sig bag et stykke stof, når de skal modtage undervisning, udvikle sig og finde deres egen stemme. Hverken burka og niqab, der totalt tildækker unge pigers ansigter, hører hjemme i et klasseværelse. Hverken i folkeskolen, på den muslimske friskole eller på en ungdomsuddannelse. For i Danmark møder vi hinanden ansigt til ansigt.

I dag har vi en situation, der skriger til himlen. En 15-årig kan få en bøde for at gå tildækket på vej til skole, men når hun træder ind i klasselokalet, og undervisningen går i gang, så må hun gerne være iført en burka. Det giver ærlig talt ingen mening. Skolen skal være et frirum for læring og fællesskab, ikke et udstillingsvindue for negativ social kontrol.

Derfor vil vi udvide forbuddet mod fuld ansigtstildækning, så det også gælder på uddannelsessteder. Det er ikke et angreb på tro. Det er et forsvar for frihed. For når vi taler om burka og niqab i undervisningen, taler vi ikke om et almindeligt tørklæde eller et personligt modestatement. Vi taler om en praksis, der ofte fungerer som en lås på livet, sat fast af familie, miljø eller pres, som ingen teenager skal stå alene med.

Et klasseværelse er ikke bare et rum med borde og tavle. Det er et værksted, hvor man lærer at sige sin mening, stille spørgsmål, læse andres reaktioner og blive en del af et fællesskab. Ansigtet er en del af sproget. Læreren underviser ikke kun med ord, men også med blik og mimik. Når man skjuler ansigtet, trækker man et gardin ned midt i undervisningen. Det gør kommunikationen dårligere, det gør fællesskabet fattigere, og det isolerer den enkelte elev.

Vores forslag om at udvide forbuddet handler også om ligestilling. I Danmark fortæller vi vores piger, at de skal drømme stort, gå egne veje og stå ved den, de er. Så skal vi ikke samtidig acceptere symboler og praksisser, der i praksis ofte fortæller det modsatte; at kvinden skal skjules, kontrolleres og usynliggøres.

Hvis vi – af frygt for at støde nogen – vender blikket væk, efterlader vi dem, der har allermest brug for samfundets rygdækning, alene. Vi svigter den unge pige, der gerne vil være en del af fællesskabet, men som ikke tør tage første skridt selv, fordi de familiære konsekvenserne kan være for store.

Der vil også være nogle, der mener, at et forbud blot skubber problemerne videre. Det er en relevant bekymring, og derfor skal skoler og undervisningsinstitutioner også skal have støtte og klare retningslinjer, så lærerne ikke står alene med udfordringerne.

Et udvidet forbud sender et stærkt signal om, at vi som samfund siger fra overfor social kontrol. For i sidste ende er det her et spørgsmål om, hvad vi vil med skolen.

Vil vi have et fællesskab, hvor man møder hinanden åbent og ligeværdigt, og hvor undervisningen fungerer uden barrierer?

Eller vil vi acceptere, at social kontrol og tildækning får lov at flytte ind i klasseværelset og skaber barrierer for undervisning og for fællesskaber? Hos Venstre er vi ikke i tvivl. Vi skal møde hinanden med åbenhed og ligeværd, og vi skal sige nej til burkaer og til social kontrol.

Af Hans Andersen, MF

AvisenDanmark, 27. december 2025

EU-dom får os ikke til at stoppe med at bekæmpe parallelsamfund

I 2018 havde vi i Danmark 29 ghettoområder. Derfor gennemførte vi i Venstre en lov, der skulle gøre op med disse parallelsamfund, hvor beboerne er overrepræsenterede i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikkerne. Vi ville gøre op med den utryghed, der hersker i visse ghettoområder.

Formålet med loven var netop, at ghettoerne blev opløst, og beboerne i disse ghettoområder i højere grad blev indsluset i det danske samfund, og at de tilegnede sig danske værdier om frihed, demokrati og ligeværd.

Heldigvis har loven virket efter alle kunstens regler. I dag har vi blot fem boligområder, der er betegnet som ghettoområder, og vi er derfor ikke blege for at sige, at vores indsats for at bekæmpe parallelsamfund har været en kæmpe succes. Det betyder ikke, at vi skal hvile på laurbærrene. For ét ghettoområde er ét for meget!

Vi er derfor først tilfredse, når Sundparken i Horsens, Tåstrupgård, Vollsmose, Bispehaven og Gellerupparken heller ikke længere er ghettoområder, hvor lovløsheden råder, og hvor man ser stort på danske værdier og lever med middelalderlige menneskesyn.

Derfor fortsætter vi kampen mod parallelsamfund. For i Venstre vil vi ikke gå på kompromis med danske værdier om demokrati og frihed.

I den forgangne uge afsagde EU-Domstolen en dom, der kunne tolkes som, at vores indsats mod parallelsamfund var gået for vidt, fordi et af kriterierne for at blive udpeget som ghettoområde er, hvor beboerne i boligområdet stammer fra.

Ifølge EU-Domstolen kan det kriterie medføre forskelsbehandling. Det er meget trist, hvis EU på den måde spænder ben for vores stærke integrationspolitik, men inden vi maler fanden på væggen, afventer vi, hvordan Østre Landsret tolker dommen, og hvad den får af følger herhjemme. Uanset hvad udfaldet bliver, så står vi fast.

Vi står fast på en stram udlændingepolitik, på at vi vil bekæmpe parallelsamfund, og vi står fast på, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal acceptere danske værdier, acceptere, at man går på job, hvis man kan, og vi står fast på, at nytilkomne skal lære vores sprog og indordne sig under vores demokrati.

Af Hans Andersen, MF og Marlene Ambo, MF

Jyllands-Posten, 25. december 2025

Danmark bør sikre adgang til rummet på egne præmisser

Adgang til rummet er i dag en strategisk nødvendighed. Satellitdata er afgørende for alt fra forsvar og klimaovervågning til kritisk infrastruktur. Derfor bør Danmark have mulighed for at opsende satellitter fra eget territorium – kontrolleret, sikkert og bæredygtigt.

Med en dansk offshore rumhavn kan vi skabe national adgang til rummet, styrke forsvarets datagrundlag og mindske afhængigheden af udenlandsk teknologi. 

Samtidig kan vi bidrage til et stærkere nordisk samarbejde, hvor rumhavne i Danmark, Norge og Sverige tilsammen udgør et robust netværk med indbygget backup, hvis én havn for eksempel rammes af dårligt vejr.

Behovet for opsendelseskapacitet vokser markant i Europa. En dansk rumhavn kan være et fleksibelt og bæredygtigt supplement, der skaber arbejdspladser og bygger videre på vores maritime styrkeposition.

Danmark har i årtier vist, at vi kan forbinde hav, teknologi og grøn innovation. Nu kan vi, i samarbejde med vores nordiske naboer, udvide horisonten og sikre vores adgang til rummet på egne præmisser.

Af Hans Andersen, MF

Berlingske, 23. december 2025

Vi skal have styr på migrationspresset. Det kræver asylcentre i tredjelande

I årevis har vi haft et asylsystem, der hverken beskytter dem, der har krav på hjælp, eller formår at sende dem hjem, der får afslag på asyl. Det europæiske asylsystem har længe været på randen af kollaps. Det blev tydeligt under flygtningekrisen for 10 år siden, og problemerne eksisterer fortsat.

Tallene taler deres eget dystre sprog.

De seneste par år har EU-medlemslandene samlet modtaget omkring én million asylansøgninger årligt. Kun under flygtningekrisen modtog landene flere asylansøgninger. Og kun omkring halvdelen af asylsøgerne har faktisk et beskyttelsesbehov.

I 2023 blev under hver femte af de afviste asylansøgere rent faktisk sendt tilbage til deres hjemland. Med andre ord: Fire af fem afviste asylsøgere bliver i EU, selvom det er blevet vurderet, at de ikke har et reelt beskyttelsesbehov og dermed ikke nogen god grund til at være her.

Resultatet er, at europæiske lande skal bruge ufattelige summer på at håndtere afviste asylansøgere, der i realiteten er migranter. Det gør det samtidig sværere at hjælpe de flygtninge, der er i nærområderne til konflikterne, og som ikke har haft ressourcerne til at betale klækkelige honorarer til skruppelløse menneskesmuglere.

Uden en håndfast migrationspolitik, hvor vi sikrer, at dem, som ikke skal være her, faktisk også sendes hjem, vil migranter blive ved med at prøve lykken og søge mod Europa.

Derfor er tiden inde til at oprette modtager- og returcentre i sikre tredjelande uden for Europa. Det er en løsning, som Danmark længe har arbejdet for, og som man nu har taget et vigtigt skridt mod at realisere.

EU-landene er blevet enige om en aftale, der skal gøre det muligt at overføre asylansøgere til sikre tredjelande, hvor de både kan få beskyttelse og behandling af deres asylansøgning. Samtidig udvides mulighederne for at sende migranter uden beskyttelsesbehov tilbage til deres oprindelseslande.

Aftalen er et vigtigt skridt mod grundlæggende at ændre det nuværende asylsystem. Muligheden for at sende asylansøgere tilbage til sikre tredjelande vil bidrage markant til at dæmme op for menneskesmuglere og til at undgå, at migranter og flygtninge søger ud på den farlige rejse over Middelhavet – alt for ofte med livet som indsats. Det kan og skal ske med respekt for menneskerettighederne og særligt Flygtningekonventionen.

For 25 år siden overtog Venstre regeringsmagten og indledte en omfattende opstramning af den danske udlændingepolitik med strammere regler for asyl, familiesammenføring og klare krav til udlændinge.

Dengang blev vi udskammet af vores regeringskolleger på tværs af Europa. Siden er virkeligheden indtruffet i mange regeringskontorer rundtom i Europa, og mange lande kigger nu mod Danmark og vores udlændingepolitik. Det vidner den netop indgåede aftale også om.

Selvom virkeligheden nu, bedre sent end aldrig, begynder at gå op for vores venner i EU, er vi ikke i mål.

Derfor er der brug for, at der indgås aftaler med sikre tredjelande uden for Europa. Hvis det skal have størst mulig effekt og være med til grundlæggende at ændre incitamenterne til at søge lykken i Europa, kræver det, at et samlet EU eller en række lande alle benytter den løsning.

Derfor arbejder Venstre for, at en langt større del af finansieringen til fælles asyl- og hjemrejsecentre kommer fra EU-budgettet. Samtidig er det afgørende, at der er kontrol med de ydre grænser. Det kræver en markant styrkelse af Frontex, hvis opgave det netop er at beskytte grænserne til EU. Grænserne er fælles, udfordringen er fælles, og finansieringen må derfor også være fælles.

Der er brug for langt mere kontrol med, hvem og hvor mange der kommer til Europa. Og i Venstre mener vi, at det skal være en kerneprioritet for EU at få styr på grænserne og migrationsstrømmene til Europa.

Af Hans Andersen, MF, Christian Friis Bach, MF og Morten Løkkegaard, MEP

Jyllands-Posten, 19. december 2025

Nu betaler vi prisen for tryghed

De seneste år har vi set konsekvenserne af et presset politi: patruljer, der må nedprioritere indbrud, fordi akutte hændelser sluger tiden.

Efterforskere, der sidder med bunker af ubehandlede sager. Og betjente, der må løbe stærkere end godt er, når både digital kriminalitet, bander og lokale utryghedsskabende miljøer vokser i omfang. Kort sagt: Politiet mangler hænder, tid og de rette kompetencer.

Derfor har vi nu landet et nyt politiforlig. Det lyder teknisk, men essensen er helt enkel – politiet skal have mange flere muskler.

Vi løfter bevillingen til politi og anklagemyndighed løftes med godt 600 millioner kroner allerede nu, og i 2030 er løftet næsten 1,5 mia. kroner om året. Det er ikke småpenge, og det skal det heller ikke være.

I alt for mange år har vi skubbet problemerne foran os. Nu vælger vi at betale regningen i stedet for at nøjes med at tale om tryghed i festtalerne.

Pengene går ikke til gyldne dørhåndtag på Politigården. De går til flere og dygtigere hænder. Vi forlænger politiuddannelsen, giver løn under dele af den og etablerer en helt ny grunduddannelse for efterforskere, der skal specialisere sig i økonomisk og digital kriminalitet.

For når kriminelle netværk flytter på nettet, svindler ældre for deres opsparing og vasker penge på tværs af grænser, nytter det ikke, at politiet skal håndtere en moderne kriminalitet med for få folk og forældede redskaber.

Der er også en principiel skillelinje, som er vigtig at få sagt højt: I sager om særlig grov økonomisk kriminalitet skal de dømte i langt højere grad være med til at betale regningen for efterforskning og retssag. Det er ikke hævn – det er almindelig fairness. Hvis man har tappet fællesskabet for millioner, hvorfor skulle lovlydige skatteydere så også betale for at opklare forbrydelsen?

Samtidig styrker vi den indsats, som borgerne mærker mest i hverdagen: flere politifolk i udsatte boligområder, en stærkere indsats mod kriminelle klaner og familier og en øget tryghed på gaden.

Det handler om, at lovlydige beboere kan føle sig sikre på vej hjem om aftenen, og at børn ikke vokser op med kriminalitet som en del af normalbilledet.

Og ja – vi investerer også i tidssvarende udstyr: droner, køretøjer og strømpistoler. Vi kan ikke forvente, at betjente skal håndtere en mere brutal og uforudsigelig virkelighed med forældet grej.

Breaking: Der er også kommunalvalg uden for København

Den var egentlig meget symptomatisk, scenen der udspillede sig i ’News og Co’ i tirsdags.

Efter en længere gennemgang af en dugfrisk meningsmåling på det københavnske kommunalvalg bliver værten Ask Rostrup spurgt, om han ikke også kan vise nogle spændende meningsmålinger fra Nordjylland.

Men sådan nogle har Ask Rostrup ikke.

”Og jeg er i virkeligheden lidt i tvivl om, om der kommer nogen meningsmålinger fra ret mange andre steder end København,” tilføjer han og bemærker, at det jo er ret svært at lave lokale meningsmålinger.

Også selvom han lige har vist en sådan fra København.

Scenen er symptomatisk, for den viser meget tydeligt det, som jeg ser som en uforholdsmæssigt stor mediedækning af kommunalvalget i København sammenlignet med Danmarks andre 97 kommuner. Og her må jeg desværre som ivrig TV 2 News-bruger konstatere, at døgnstationen er en af de største syndere.

Medgivet, det ér da dramatisk, at Socialdemokraterne kan tabe overborgmesterposten for første gang i 100 år. Men berettiger det til væg-til-væg dækning af ethvert forslag og enhver personsag i København?

Cirka 89 procent af Danmarks befolkning bor uden for Københavns Kommune. Får de øvrige kommuner 89 procent af kommunalvalgsdækningen i medierne? Jeg tvivler.

Nu ville djævlens advokat måske indvende, at der jo er TV 2 Regionerne, som kommer bredere ud end bare København.

Men som byrådskandidat i Frederikssund Kommune må jeg bare sige, at selv i TV 2 Kosmopol-regi har jeg en oplevelse af, at det er svært at bryde igennem københavnerstøjen.

Og selv hvis det så var nemt, så synes jeg helt ærligt, at det er ærgerligt, at man på den nationale kanal giver så forholdsmæssigt meget taletid til én kommune fremfor andre.

For kan landets andre kommuner slet ikke lære noget af den diskussion om Arresø, der foregår i Gribskov Kommune? Og kan de ikke lære noget om den diskussion, der er om energiparker i Køge eller prioriteringerne i Slagelse?

Selvfølgelig kan de det. Vi kan da alle sammen få en masse ud af at høre om de tiltag, der er gået godt og skævt i kommuner, der er sammenlignelige med vores egen.

Valgkampen går snart ind i sin absolutte slutspurt. Og det gør den i øvrigt i alle landets kommuner – ikke kun i København.

Selv om det måske journalistisk er spændende at dække dramaet på Københavns Rådhus – og selv om det ganske givet får mange klik – så håber jeg, at stationer som TV 2 News bliver bedre til at løfte blikket fra København og giver lidt mere tv-tid til de øvrige kommuner rundt om i landet.

Af Hans Andersen, MF og kommunalvalgskandidat i Frederikssund Kommune

Journalisten, 13. november 2025

Jyllands-Posten, 29. oktober 2025

Rent drikkevand i Frederikssund Kommune

Det danske drikkevand er blandt verdens bedste – sådan skal det også være i fremtiden. I Frederikssund Kommune skal vi investerer flere kræfter i at beskytte vores drikkevand. Jeg deler bekymringen hos de mange borgere, der ønsker, at vores børn og børnebørn også skal kunne tappe rent vand direkte fra hanen.

Nationalt har vi allerede taget vigtige skridt. Vi har iværksat en akutplan for de boringsnære beskyttelsesområder med sprøjtestop tæt på drikkevandsboringer, og vi har sat en PFAS-handlingsplan i gang med konkrete drikkevandsbeskyttende initiativer.

Men der er behov for at gøre endnu mere – også her i Frederikssund Kommune. Vi skal beskytte vores grundvand bedre end i dag, så kommende generationer kan have samme tillid til vandet som os.

Et af de centrale elementer i den grønne trepart handler netop om drikkevandsforbedrende tiltag. Det arbejde vil jeg engagere mig i – både på Christiansborg og i byrådssalen.

Vi kan med fordel tænke natur og drikkevandsbeskyttelse sammen. Nye skovrejsningsprojekter og naturinitiativer i de områder, hvor der er behov for en ekstra indsats, kan skabe dobbelt gevinst: bedre drikkevand, mere natur og større biodiversitet.

Derfor skal vi i Frederikssund fortsat have et stærkt lokalt fokus på drikkevandet – i tæt samspil med lodsejere, lokale organisationer og kommunen. Når den grønne treparts analyse af grundvandsdannelsen er færdig, skal vi bruge resultaterne aktivt i kommunens fremadrettede indsats.

Én ting er sikkert: Vi skal også have rent drikkevand i fremtiden.

Venlig hilsen

Hans Andersen, MF

Byrådsmedlem for Venstre

Til kamp mod e-cigaretter og puff bars

Forbruget af e-cigaretter og puff bars blandt unge er bekymrende højt også i Frederikssund Kommune. Som byrådsmedlem, men ikke mindst som far til 2 unge mennesker og 3 mindre børn handler det om, at vi i fællesskab skal forhindre at forbruget bare bliver ved med at stige. E-cigaretter og puff bars skal simpelthen ikke rime på børn og unge. Det er helt uacceptabelt at yngre børn helt ned til 11-12 år skaffer puff bars via ældre unge i kriminelle miljøer.

Lovgivningen er netop blevet strammet markant. Det er nu forbudt at bruge nikotinposer og e-cigaretter på skolerne, og al markedsføring, der henvender sig til børn og unge, er blevet indskrænket. Samtidig arbejder vi på at håndhæve reglerne langt mere konsekvent – så skoler, forhandlere og producenter tager deres ansvar alvorligt. I Frederikssund Kommune er forældre blevet informeret om de skadelige konsekvenser og vi har besluttet røg- og nikotinfri områder på kommunens idrætsanlæg og legepladser 

Men vi skal videre. Nu afsættes der 16,5 millioner kroner på landsplan til at styrke forældrerollen. Pengene skal blandt andet bruges til temaaftener, digitale værktøjer og informationsmateriale, der hjælper os forældre med at tale med vores børn om nikotinprodukter. Det skal vi i Frederikssund Kommune være en del af.

For jeg tror også fuldt og fast på, at forældre spiller en nøglerolle. Det er i hjemmet, vi lægger det første fundament. Hvis vi står sammen som forældre og sender det samme klare signal – at puff bars og nikotinposer ikke hører hjemme i vores børns liv – så gør vi en reel forskel.

Venlig hilsen 

Hans Andersen, MF

Byrådskandidat for Venstre

Statslig screening af løsninger imod vandmasserne  

Jeg husker stadig december 2013 helt tydeligt. Stormen Bodil ramte områderne omkring Roskilde Fjord meget hårdt – og mange af os så med egne øjne, hvordan vandmasserne fra Roskilde Fjord og Isefjord skyllede ind over byer, haver og hjem. Skaderne var enorme, og det blev for mange en påmindelse om, hvor sårbare vi er, når naturen viser sine kræfter.

Derfor er jeg meget tilfreds med, at der nu bliver sat gang i en statslig screening af områderne omkring Isefjord og Roskilde Fjord. Det er et vigtigt første skridt mod at få staten tættere med i arbejdet for at finde varige og fælles løsninger på kystsikringen. For flere projekter er allerede gennemført, og nye er på vej – men vi er bestemt ikke i mål endnu, når det gælder om at beskytte vores hjem og lokalsamfund mod fremtidige storme og oversvømmelser.

Med den nye accelerationspakke for kystbeskyttelse på 900 mio. kr. sætter regeringen og Folketinget tempoet op i klimasikringen af Danmark. Screeningerne ved fjordene bliver en vigtig del af den proces – de skal afdække potentialet og pege på, hvordan vi kan tænke større, regionale løsninger. Det er helt nødvendigt, hvis vi for alvor skal sikre os mod fremtidige oversvømmelser.

Som boligejer har man naturligvis et ansvar for sin egen ejendom. Derfor foreslår Venstre, at håndværkerfradraget skal udvides, så man kan få et højere fradrag for klimatilpasninger, der beskytter boligen mod vand. Men der er også udfordringer, så store, at det kræver fælles indsats – og derfor mener vi i Venstre, at det er et samfundsansvar at klimasikre Danmark.

Målet er klart: Vi skal have en ny, samlet og langsigtet Klimatilpasningsplan 2, som rækker ud over enkeltstående projekter. Men allerede nu er accelerationspakken et skridt i den rigtige retning – og for os her omkring Isefjord og Roskilde Fjord betyder den, at arbejdet med den fremtidige kystsikring endelig kan rykke videre fra ord til handling, når det handler om fælles løsninger.

Vi skal være klar – også lokalt

Krisen kan ramme når som helst. Derfor skal vi tage beredskabet alvorligt – ikke blot på nationalt plan, men i hver eneste kommune. Vi har som samfund en særlig forpligtelse til at beskytte de mest sårbare, når strømmen går, når forsyningerne svigter, eller når uforudsete situationer opstår.

Beredskabsministeriets nye anbefalinger til kommuner og regioner sender et klart signal: Beredskabsplaner skal ikke kun findes på papir, de skal kunne bruges i praksis. Kommunerne skal øve, teste og justere planerne, så alle ved, hvad der skal gøres, når det gælder.

Det handler bl.a. om at kunne opretholde kritiske ydelser til sårbare borgere i op til tre døgn. Det gælder plejehjem, botilbud og hjemmehjælp. Derfor skal der tænkes i konkrete løsninger – adgang til benzinbiler, hvis elbiler ikke kan lades; ekstra tæpper og varme til kolde nætter; og fungerende kommunikation, selv under afbrud.

I Frederikssund Kommune har vi samme ansvar som alle andre. Beredskabet skal holdes ved lige, og planerne skal øves i virkeligheden. Det er her, robustheden bygges – gennem samarbejde, forberedelse og viden. Samtidig skal vi ikke mindst tænke både civilsamfundsorganisationer og private virksomheder ind i arbejdet.

Vi skal tage beredskabet alvorligt. Det er helt afgørende, at vi ikke først finder ud af, hvad der mangler, når krisen rammer. Derfor er der brug et nyt og opdateret arbejde med vores tryghed og sikkerhed, nemlig et bedre og styrket beredskab for borgere i Frederikssund Kommune.

Selvfølgelig skal vi stå fast på danske værdier

Danmark er et fantastisk land. Det er ikke kommet af sig selv eller på grund af tilfældigheder. Danmark er som land og samfund formet af et unikt, fælles værdisæt, kultur, tradition og historie. Det har gjort Danmark til verdens bedste samfund at leve i. Et demokratisk samfund præget af frihed, frisind, ligestilling, tryghed og tillid. Det skal vi værne om.

Derfor er det bydende nødvendigt, at vi forholder os til, hvor mange og hvilke udlændinge der kommer til Danmark. For når der kommer en stor gruppe udlændinge til Danmark, som ikke deler vores værdier, så udfordrer det selvsagt den kultur og de værdier - og dermed sammenhængskraften.

Og konsekvenserne af tidligere tiders naive udlændingepolitik er tydelige: Parallelsamfund. Social kontrol. Kvindeundertrykkelse. Kriminalitet.

Derfor har vi i Venstre i 25 år stået fast på, at en stram og ansvarlig udlændingepolitik er en nødvendighed. Integration er først og fremmest et personligt ansvar. Og kommer man hertil, må man tilpasse sig det danske samfund. Det er ikke det danske samfund, der skal tilpasse sig.

Vi skylder ikke nogen at pakke vores værdier væk. Tværtimod skal vi værne om dem og stille krav til dem, der ønsker at blive en del af fællesskabet.

Man må tro på den gud eller spise den mad, man vil. Men udlændinge skal overholde dansk lov. Og udlændinge skal respektere, at her i landet accepterer vi ikke parallelsamfund, social kontrol eller at religiøse skrifter trumfer dansk lovgivning.

Vi siger det klart i Venstres nye principprogram, som vi i starten af oktober vedtog på vores landsmøde: I Danmark gælder danske værdier. Og kommer man hertil, må man indordne sig efter dem.

Særligt for dem, der ønsker at blive danske statsborgere, skal vi stille strenge krav. Vi skal kræve, at man tilslutter sig grundlæggende danske og demokratiske værdier. Statsborgerskab er ikke en rettighed. Det er en tillidserklæring og en gave. Og den må man gøre sig fortjent til.

Derfor har vi i Venstre længe arbejdet for, som supplement til de eksisterende objektive betingelser, at ansøgeres værdier tillægges langt større betydning. Ønsket om et større fokus på ansøgeres værdisæt har gentagne gange vakt stor forargelse på venstrefløjen med argumenter om sindelagskontrol. Jeg forstår ikke den modstand. For det er altså ikke en universel ret at få et dansk pas. Der er forskel på værdier. Og nogle værdier er bedre end andre.

Det er de danske værdier, der har skabt det land, vi holder af. Dem skal vi ikke gå på kompromis med.

VI SKAL HAVE FLERE EJERBOLIGER I HELE FREDERIKSSUND KOMMUNE 

Jeg bor selv i parcelhus og elsker det. Det giver plads til familieliv, leg og fællesskab på vejen samtidig med sit eget frirum. Og jeg er ikke alene. 7 ud af 10 danskere drømmer om at eje deres eget hjem.

Et hus eller en ejerlejlighed er et hjem. Vores trygge base hvor familien udvikler sig.

I Frederikssund Kommune sker der heldigvis rigtig meget på ejerboligfronten: 

Der bygges nyt på Havholm Agervej i Skibby og på Kroghøjgårdsvej i Slangerup. Mange nye familier er også flyttet ind på Alfabetvej i Frederikssund.

Alligevel skal vi gøre endnu mere for at skabe flere gode ejerboliger til familierne, der ønsker netop dét: Et hus med have og eller en ejerlejlighed med eget rum til at slå rødder.

Regeringen har derfor foreslået, at kommuner skal kunne stille krav om flere ejerboliger i nye boligområder – og det bakker jeg helhjertet op om og det skal det nye byråd tage fat på straks i det nye år.

Vi skal sikre, at flere får muligheden for at bygge deres eget hjem eller købe deres egen parcelhusdrøm her i vores kommune. Det styrker fællesskabet, ansvarsfølelsen og giver solide rammer for familielivet.

Et hus. En lejlighed. Et hjem. Et fristed i Frederikssund Kommune.

Mere grøn strøm – mindre bureaukrati i Frederikssund Kommune

Frederikssund Kommune skal have en ny retning for erhvervslivet

Frederikssund Kommune ligger i år nummer 89 ud af 91 i Dansk Industris nye undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed – og det er desværre to pladser dårligere end sidste år. Ikke bare på den samlede erhvervsvenlighed – men også på dialog, transport og energi, uddannelse og arbejdskraft samt kommunal administration klarer vi os dårligt. Det er en situation, vi som kommune ikke kan acceptere, og det kalder på en markant ny politisk prioritering.

Erhvervslivet er en af grundstenene i Frederikssund. Vores virksomheder skaber job, vækst og lokale investeringer. Når vi ligger i bunden, mister vi muligheder for nye arbejdspladser og udvikling – og vi skubber investeringer til kommuner, hvor forholdene er bedre. Der er behov for, at erhvervsområdet får langt højere prioritet politisk.

Virksomhederne skal opleve, at døren til borgmesterkontoret er åben. Kommunens medarbejdere skal have politisk opbakning, ressourcer og klare retningslinjer, så virksomheder får hurtig og præcis sagsbehandling – ikke ventetid på måneder eller uklare svar. Den nuværende indsats er ikke lykkedes, det må vi ærligt konstatere.

Derfor bør erhvervsområdet placeres tættere på det politiske ansvar, fx i økonomiudvalget, så borgmesteren bliver direkte ansvarlig for serviceniveau og dialog med erhvervslivet. Kun sådan kan vi sikre, at virksomheder og iværksættere oplever reelle, konkrete forbedringer, og at vi løfter Frederikssund Kommune op fra bunden af listen.

Samtidig skal vi indføre løbende, månedlige målinger af erhvervsvenligheden og tættere dialog med virksomhederne. Vi kan ikke vente endnu et år på at se, om vi lykkes – vi skal følge udviklingen tæt og handle hurtigt.

Vi kan og skal gøre det langt bedre i Frederikssund Kommune. Byrådet og Frederikssund Erhverv skal sammen tage fat, så vi får en markant forbedring af erhvervsvenligheden – til gavn for job, investeringer og vækst i hele kommunen.

Propalæstinensiske aktivister må lære at opføre sig ordentligt

Den humanitære situation i Gaza er katastrofal. Den ulykkelige krig i Mellemøsten er blot det seneste, mørke kapitel i en konflikt, der i årtier har medført enorme lidelser på begge sider. Og som alle langvarige konflikter sætter den dybe spor i samfundene omkring den: Den polariserer og skaber kløfter mellem mennesker, nuancerne forsvinder, had og nag får lov til at gro.

Det er desværre også sket i Danmark. Når konflikten i Mellemøsten omsættes til mistænkeliggørelse, chikane og antisemitisme på dansk jord, er vi vidne til noget dybt alvorligt, som vi bliver nødt til at bekæmpe.

Det er selvsagt helt legitimt at debattere konflikten og kritisere den israelske regerings fremfærd i Gaza – det har vi også gjort i Venstre og i regeringen. Men det kammer over og bliver farligt, når jøder i Danmark i al almindelighed skal tages til indtægt for den israelske regerings politik.

Resultatet ser vi blandt andet på danske universiteter, hvor jødiske studerende efter den 7. oktober 2023 mødes af hagekors, tilråb og trusler. Nogle ender med at droppe undervisningen eller helt skifte studie. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Vi har også set, at helt almindelige borgere chikaneres alene på baggrund af, hvor de arbejder. Som da en gruppe ansatte i forsvarsvirksomheden Terma blev konfronteret af propalæstinensiske aktivister på en tankstation. Det verbale overfald, som de blev udsat for, er på alle måder over grænsen.

I Flensborg havde en butik sat et skilt op i ruden med teksten ”Adgang forbudt for jøder!!!! Ikke noget personligt, heller ikke antisemitisme, kan bare ikke fordrage jer”.

Om butiksindehaveren selv kan se det absurde i sin påstand, om at det ikke er antisemitisme, har jeg ikke store forhåbninger til.

Berlingske bragte desuden for nylig (den 17. september, red.) historien om israelske Ilya Podpolnyy, der arbejder som træner i SATS i Valby og har boet i Danmark siden 2017. Han har, som han selv siger, intet med krigen i Gaza at gøre.

Alligevel blev han hængt ud i en åben Facebook-gruppe, hvor propalæstinensiske aktivister krævede ham fyret – alene fordi han er israeler. Ét af gruppens medlemmer opfordrede ligefrem til at bruge SATS’ whistleblower-ordning for at "få ham fjernet", med den begrundelse, at "sport og motionsdyrkning ikke er apolitisk".

Jo, det er. Og netop denne forhippelse på at lade situationen i Gaza gennemsyre snart sagt alt, udstiller, hvor skadeligt det er for sammenhængskraften i Danmark, hvis vi lader konfliktens uforsonlighed og forråelse råde.

Selv børn bliver påvirket og afskåret fra at dyrke deres fritidsinteresse. For nyligt blev en kamp mellem to U12-fodboldhold aflyst af frygt for demonstrationer og hærværk, fordi det ene hold var fra en jødisk klub. Det er helt uacceptabelt, at børn, som bare gerne vil spille fodbold, skal blive genstand for en konflikt, som intet har med dem at gøre.

Problemet findes desværre ikke kun i aktivistiske miljøer. Min partifælle, kirkeminister Morten Dahlin, oplevede i et P1-program, at en almindelig borger ringede ind og påstod, at "jøderne har købt" en række folketingspolitikere.

Den slags konspirationsteorier er gift for vores demokrati og risikerer at give næring til den antisemitisme, der i århundreder stortrivedes i Europa og kulminerede med Holocaust under anden verdenskrig.

En ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder er heller ikke opløftende. Undersøgelsen viser, at 85 procent af de adspurgte jøder i Danmark har oplevet stigende utryghed og fire ud af ti har inden for det seneste år været udsat for trusler, chikane eller vold.

Vi har i Europa et særligt, historisk ansvar. Et ansvar for at sikre, at jøder kan leve frit og trygt her – uden frygt for hetz, udskamning eller vold. Når Carolineskolen og synagogen i København fortsat må være under politibevogtning, og når Berlins politi anbefaler jøder at skjule deres identitet i arabisk-dominerede bydele, er det et vidnesbyrd om, at den historiske lære aldrig har været mere aktuel.

Kritik af den israelske regering, Israels ageren i Gaza, bosættelserne på Vestbredden og alt mulig andet er fuldt ud legitim. Men det kan simpelthen ikke retfærdiggøre at chikanere og true helt almindelige borgere i Danmark, som vi gentagne gange ser aktivister gøre. De må simpelthen lære at opføre jer ordentligt. Debatter konflikten og kritiser Israel, hvis du vil. Men hold danske jøder udenfor.

AvisenDanmark, 30. september 2025

Lige nu har vi brug for sammenhold i stedet for diskussion

I alvorlige tider skal vi stå sammen. Skulder mod skulder, ikke ryg mod ryg. Lige nu er det nødvendigt, at vi giver myndighederne de bedst mulige betingelser for at håndtere de nuværende udfordringer.

Den seneste uge har der været flere alvorlige hændelser med droner, der er spottet over danske lufthavne og militære områder. Det sker i en tid, hvor der er krig på det europæiske kontinent, og hvor flere af vores nærliggende landes luftrum er blevet krænket af fremmede magter.

Lad mig sige det klart: Jeg forstår, at de seneste begivenheder kan give anledning til bekymring. Når vores luftrum bliver krænket, når der tales om »hybridkrig«, NOST og droner, skaber det en utryg stemning. Derfor er det også naturligt, at mange stiller spørgsmål.

Jeg har også bemærket, at regeringens og myndighedernes håndtering har affødt en vis mængde kritik fra tastaturkrigerne. De forhenværende – og selvudnævnte – eksperter i covid-mutationer er vågnet fra tornerosesøvnen og er nu blevet ph.d.er i dronebekæmpelse.

I et demokrati skal der være plads til at kritisere regeringen. Men vi skal huske, at myndighederne arbejder på højtryk for at sikre vores tryghed og sikkerhed. Deres indsats skal ikke undermineres af unødvendig kritik.

Jeg er enig i, at der i den seneste uge er blevet reageret for langsomt i visse situationer. Det ændrer dog ikke ved, at vi også skal anerkende den vilje og handlekraft, der nu bliver udvist. I Danmark kan vi heldigvis have tillid til, at vores myndigheder gør alt, hvad de kan, for at beskytte os. Forsvaret, politiet, PET og beredskabet arbejder i døgndrift for at sikre vores tryghed.

Heldigvis har vi investeret massivt i vores forsvar, og vi kommer til at fortsætte den nødvendige oprustning. Vi har i forvejen meget materiel, der kan nedkæmpe droner, men vi rækker ud til vores allierede, vores venner i Ukraine og vores nabolande for at få fat i endnu mere udstyr, der kan beskytte os mod dem, der vil os ondt.

De fjendtlige droner, vi har set i luften de seneste dage, har et klart formål: at skræmme os. At splitte os. At så tvivl. Men vi må ikke lade os ryste. Når truslerne rammer, er det netop fællesskabet, der skaber tryghed.

Jyllands-Posten, 30. september 2025